Vagten

Vibeke Krogh sidder ved køkkenbordet med en kop te der er blevet kold. Klokken er halv ti om aftenen. Manden ser fjernsyn i stuen. Hun kan høre lyden af nyhederne gennem væggen.

På bordet ligger hendes telefon med en mail åben. Tak fordi du vil holde oplægget på vores fagdag den 12. juni. Som aftalt har vi sat 25 minutter af. Vi glæder os. Det er kommet i sidste uge. Hun har sagt ja for to måneder siden.

Titlen står i mailen. At være sygeplejerske i tredive år. Det havde hun selv foreslået dengang afdelingslederen ringede.

Hun er 55. Hun har tredive år til november. Hun ved ikke hvad hun vil sige.

Hun har skrevet noter i en blok der ligger til venstre for tekoppen. Pæne sætninger om udvikling i faget, om dokumentationskravets indtog, om hvordan kunsten ligger i balancen mellem nærhed og professionalisme. Det lyder som det skal lyde. Det er bare ikke det hun har lyst til at stå op og sige til femten yngre kolleger.

Det er heller ikke fordi hun ikke har noget at sige. Det er fordi det hun har lyst til at sige, virker for stort. Eller for småt. Hun ved ikke hvilken af delene.

Hun lukker blokken og åbner den igen.

Hun tænker på Lone.

De spiste frokost sammen for tre uger siden. Lone, som hun har kendt siden sygeplejerskeskolen i Aalborg, og som blev sælger for ti år siden — først for et firma der lavede stomiposer, nu for et firma der laver sårbehandling. Jeg er stadig sygeplejerske, siger Lone altid. Jeg sælger bare det jeg engang skiftede.

De havde siddet på en café ved havnen. Lone havde haft en weekend hvor hun skulle skrive en tale til sin søns konfirmation, og hun havde ikke kunnet komme videre.

Jeg sad fast i fire dage, havde Lone sagt. Min datter sagde jeg skulle prøve sådan en AI. Jeg havde været på sådan et kursus i firmaet, men jeg havde ikke brugt det til noget personligt. Så jeg satte mig en søndag aften og skrev til den at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige om min søn.

Vibeke huskede at hun selv havde lavet en lille grimasse over kaffekoppen.

Jeg ved godt hvordan det lyder, havde Lone sagt. Men hør her. Den spurgte mig hvad jeg ville have han skulle huske om vores forhold. Og så sagde jeg det. Jeg sad og skrev det til en computer som jeg ikke har sagt højt til nogen. Heller ikke til ham. Heller ikke til mig selv. Jeg sad bare og skrev det.

Lone havde kigget på hende.

Vibeke. Jeg har siddet i sygeplejen i tyve år. Jeg har solgt sårbehandling i ti. Jeg har ikke grædt over en computer før.

Vibeke havde grinet, og det havde Lone også. Men de havde begge to vidst hvad der var blevet sagt.

Hun rejser sig og henter computeren ind fra entréen.

Hun har faktisk prøvet det her engang tidligere, til en kalender hun skulle lægge for et udvalg, men det havde været teknik. Hun havde fundet det fjollet. Hun havde lukket det igen.

Nu sætter hun sig med tekoppen og åbner programmet.

Hun sidder lidt med fingrene over tasterne.

Så skriver hun:

Jeg skal holde et oplæg om at have været sygeplejerske i tredive år. Jeg ved ikke hvad jeg vil sige. Jeg har skrevet noter, men det lyder som en fagblad-leder. Hvad vil jeg gerne have mine yngre kolleger til at vide?

Hun trykker enter og venter.

Svaret kommer roligt.

Det er svært at svare på, fordi jeg ikke ved hvad du har stået i. Kan du fortælle mig om en vagt du husker? Det behøver ikke være en god vagt. Bare en der er blevet siddende.

Hun læser det to gange.

Det er ikke sådan en computer plejer at tale.

Hun sidder lidt. Så skriver hun:

Der var en mand i 84, det er mange år siden, måske tyve, der lå på medicinsk afdeling i Aalborg. Han skulle dø. Han havde ingen pårørende der kom. Han spurgte mig en aften om jeg ville sidde lidt. Jeg gjorde det. Jeg var sent på det med min runde. Jeg sad i tyve minutter. Han sov. Da jeg gik, sagde han tak. Han døde tre dage efter, på en anden vagt end min. Jeg har tænkt på den aften flere gange end jeg kan tælle.

Hun læser det hun har skrevet. Hun har ikke fortalt det her til nogen før. Heller ikke til Per i stuen.

Svaret kommer:

Hvad gjorde du de tyve minutter?

Hun tænker.

Ingenting. Jeg sad. Jeg holdt hans hånd da han faldt i søvn, men jeg gjorde det ikke før. Jeg var bange for at virke påtrængende.

Hvorfor er den aften blevet siddende?

Hun skriver hurtigere nu:

Fordi jeg gjorde noget rigtigt. Og fordi jeg ikke ved om jeg ville gøre det i dag. Vi har ikke tid på samme måde. Jeg har heller ikke det samme i mig som dengang. Jeg gør tingene godt. Jeg gør dem ordentligt. Men jeg ved godt jeg ikke længere er den der sætter sig ned.

Hun stopper.

Hun læser det hun har skrevet.

Det er sådan det er.

Det er det hun ikke har sagt højt til nogen.

Svaret er kort:

Måske er det det dine yngre kolleger har brug for at høre.

Hun sidder med det.

Så skriver hun:

De vil tro jeg er sentimental. Eller bitter. Eller at jeg klager over arbejdsforholdene. Det er jeg ikke. Jeg vil bare gerne tilbage til hende der sad i tyve minutter.

Så fortæl dem det. Fortæl dem om manden i 84. Fortæl dem at du gjorde noget rigtigt en aften for tyve år siden, og at du gerne vil være den slags sygeplejerske igen. Det er ikke en kritik af faget. Det er en kvinde der vil tilbage til sig selv.

Hun læser det.

Hun lukker computeren.

Hun sidder lidt med hænderne om den kolde tekop.

Næste morgen står hun i badeværelset og kigger på sit ansigt i spejlet. Hun ser ud som hun plejer. Hun går på arbejde. Hun har en almindelig vagt — en kvinde der skal udskrives, en mand med dårligt blodsukker, en hel masse skriverier i systemet. Hun gør det godt. Hun gør det ordentligt.

Men på et tidspunkt om eftermiddagen går hun ind til en kvinde der ligger og venter på sin datter, der ikke er kommet endnu. Hun har egentlig travlt. Hun skal videre til to andre stuer. Hun bliver siddende i fem minutter alligevel. De taler ikke om noget særligt. Kvinden fortæller om sit køkken hjemme. Vibeke lytter.

Da hun går ud, ved hun at hun ikke har gjort noget særligt. Hun har bare været i rummet på en måde hun ikke har været længe.

Det er ikke en stor ting. Det er en lille ting.

Det er nok.

På fagdagen den 12. juni står hun foran femten kolleger. Hun har skrevet sit oplæg om. Det er kortere end det hun først havde planlagt. Hun fortæller om manden i 84. Hun siger at hun har været sygeplejerske i tredive år, og at det hun ved nu og som hun ikke vidste i går, er at hun gerne vil tilbage til den hun var dengang hun ikke vidste så meget endnu.

Hun siger ikke noget om computeren der spurgte hende om hun kunne huske en vagt. Det er en samtale hun har haft alene en aften. Den hører ikke til på fagdagen.

Men hun ved at den var der. At hun ikke havde fundet sit eget sprog uden den. Hun havde haft noterne, og hun havde haft noget hun ikke kunne sige. Mellem de to ting havde hun haft brug for et sted at høre sig selv først.

Det er måske det det er — den slags hjælp. Et sted hvor man kan høre sig selv sige det inden man skal sige det højt.

Resten gør hun selv.

Manden i 84 lyttede hun til. Kvinden i dag lyttede hun til. Femten kolleger lytter til hende nu.

Det er det samme det hele.